Kalibrering af en syprojektor  
Rev.: 28-02-2025, Anne  

Er du her kun for at finde kalibreringsark?
I tommer: http://bit.ly/ImperialProjectorCalibratioTool 
I centimeter: http://bit.ly/MetricProjectorCalibrationTool

Hvordan gør man billedet målfast? 

Nu har du fået monteret din projektor, så nu skal den gøres målfast, det kaldes kalibrering. 

Dette afsnit er med for at svare på spørgsmålet “Hvordan bliver det målfast”, og du får først brug for det, når du faktisk har en projektor i hånden. Vi beskriver det blot her, så man kan se, hvordan det bliver målfast.

Der findes digital kalibrering og fysisk kalibrering. 

Digital kalibrering
Det sker ved at bruge et af de to programmer, som kan virke med en projektor, der ikke står helt lige. Programmet viser en firkant ned på en skæremåtte, og hjørnerne på den firkant skal man skal trække i, så billedet på måtten bliver lige, og så taster man ind, hvor stor firkanten er på måtten. På den måde viser man programmet, hvordan mønsteret skal vrides for at blive målfast. Når man gør det på denne måde, er det kun ved brug af det særlige program, at billedet vil være lige. “Lyskeglen” fra projektoren vil stadig være ikke-lige.  De to programmer hedder Project&Cut (et program til Windows og Mac) og Pattern Projector (en webside, så det kan bruges af Windows, Mac, Chromebook, iPads og visse andre enheder). 

Det betyder, at hvis man bruger digital kalibrering, behøver projektoren ikke være fuldstændig lige, men den skal stadig være nogenlunde lige – jo mere lige, jo større område af “lyskeglen” fra projektoren kan man bruge. 

Langt de fleste vil være glade og tilfredse med at bruge digital kalibrering, så prøv det af, inden du prøver fysisk kalibrering. 

Fysisk kalibrering
Processen med at vippe og justere projektoren manuelt for at gøre billedet målfast kan vi kalde fysisk kalibrering. Når projektoren står helt præcist lige, så billedet er firkantet og lige, finder man ud af, hvor meget man skal zoome billedet med, så billedet og dermed mønsteret bliver målfast. Når man gør det på den måde, vil alt vist på projektoren være lige. 

Der er to trin i kalibrering af en syprojektor: Det første er at gøre billedet vinkelret ved fysisk at rette på projektoren, det andet er at finde den korrekte zoom, så 100 cm i mønsteret er 100 cm på bordet. 

Vi bruger et kalibreringsark med målfaste firkanter på, som du kan bruge sammen med en skæremåtte med mål. Ved at bruge de to sammen kan du se, om hjørnene er vinkelrette. Du kan også måle med centimetermål på bordet, men det er langt nemmere med en skæremåtte. Man kalibrerer efter den største firkant, man kan se på sin skæremåtte eller bord, når den er korrekt, er alle de mindre korrekt. 

Vi starter med at vise kalibreringsarket på projektoren ned på bordet. Vi gør billedet vinkelret ved at vippe projektoren, indtil billedet er korrekt, og så skal vi have den til at holde positionen, når den står rigtigt, med en holder, monteringsbeslag eller pap under hjørnerne. Hjørnerne på billedet skal være vinkelrette, altså følge linjerne på skærepladen eller på mønsterpapiret. Når hjørnerne er vinkelrette, så skal vi finde ud af, hvor meget billedet skal zoomes for at være målfast. Læs om processen i kalibreringsvejledningen

Her ser du kalibreringsarket som PDF, som den ser ud, når du åbner den på computeren. Målene er ægte mål – så den firkant, der hedder 60 x 80 cm ville være 60 x 80 cm, hvis du printede PDF’en ud.

Kalibreringsarket uden baggrundKalibreringsarket vist ned på en skæremåtte med tern. Der er kalibreret efter firkanten 60 x 80 cm her. 

Sådan kalibrerer du

Kalibreringsvejledning

Vi har lavet materiale på dansk om fysisk kalibrering, i den finder du link til kalibreringsarket. Se her: Kalibreringsvejledning

 Vi har lavet et par film om kalibrering, der ligger på Youtube. 

Denne vejledning dækker det mest almindelige ved fysisk kalibrering og opsætning af syprojektor.  Den hører sammen med kalibreringsillustrationen, og de to materialer er lavet hhv. oversat af Sara Hyldig og Anne Lindholt. Her er link til kalibreringsillustration:  

Nulstil en brugt projektor 

Hvis du har købt en brugt projektor, skal du som det allerførste huske at nulstille den / resette  indstillingerne, inden du går i gang med at sætte den op. Den funktion er i en menu et sted i  projektoren. På en Epson UST skal du i de fleste tilfælde trykke Menu-knappen og så bladre ned til  sidste menu (Reset eller Genindstil) og derinde vælge ”Genindstil alle” eller ”Reset all” – undlad at nulstille ”pæretimer” eller ”lamp hours”.  

Digital kalibrering 

I starten af 2024 kom to nye programmer på banen, Project&Cut og Pattern Projector. Det er to  forskellige programmer, der gør det samme. Pattern Projector kører i en browser, så den kan bruges  på Chromebook, nyere iPads og visse andre enheder. Man bruger programmerne til at tegne en  firkant efter linjerne på skæremåtten, så det bliver lige på måtten, selvom det er skævt på billedet på computeren. Ved at tegne en lige firkant, fortæller man altså computeren, hvor skævt projektoren  står, og hvor meget den skal vride billedet for at give et korrekt billede. Hvis man bruger et af de to  programmer og dermed bruger digital kalibrering, skal man bare få projektoren til at stå så lige som  muligt. Hvis man bruger digital kalibrering, kan man kun vise mønstre gennem det program, man  har brugt til at kalibrere – man kan ikke bare skifte til Adobe.  

Du kan stadig med fordel læse resten af denne guide – du skal ikke bruge det hele, men du skal i  hvert fald bruge følgende:  

Projektor og kabler til tilslutning (ChromeCast eller lignende trådløs løsning, hvis du vil køre uden kabler) 

Computer / anden enhed, hvis den kan bruges Skæremåtte med tern – ikke nødvendig, men det er svært uden. Den skal være uden buler. Hvis du aldrig vil andet end at tegne af, kan du bruge målfast ternet mønsterpapir i stedet. 

Centimetermål 

Et plant bord. Hvis der er riller pga. flere bordplader, kan selv en lille ujævnhed give skævt billede.

Fysisk kalibrering 

Hvis man vil bruge Adobe eller Inkscape (eller lignende programmer) sammen med sin projektor, er man nødt til at kalibrere fysisk. Det handler det meste af dette materiale om – men som sagt får man bedst udnyttelse af sin projektor, hvis den står så lige som muligt.  

Du skal bruge følgende:  

Projektor og kabler til tilslutning (ChromeCast eller lignende trådløs løsning, hvis du vil køre uden kabler) 

Computer 

Skæremåtte med tern – ikke nødvendig, men det er svært uden. Den skal være uden buler. Hvis du aldrig vil andet end at tegne af, kan du bruge målfast ternet mønsterpapir i stedet. 

Centimetermål 

Et plant bord. Hvis der er riller pga. flere bordplader, kan selv en lille ujævnhed give skævt billede. 

PDF-viser: Adobe Acrobat Reader DC: https://get.adobe.com/reader/ (og det skal være DC)  

Kalibreringsark, der passer til din skæremåttes enheder:  
I tommer: http://bit.ly/ImperialProjectorCalibratioTool 
I centimeter: http://bit.ly/MetricProjectorCalibrationTool

… og det er godt, hvis du har et par ekstra hænder, især til loftsprojektoren.  

Man skal bruge kalibreringsarket, fordi den har firkanter med mål på. Man kan IKKE kalibrere med et symønster. Den lille målefirkant på symønsteret kan bruges til at TJEKKE målfasthed, inden du  klipper ud, men ikke til at INDSTILLE målfasthed. 

Loftsprojektor 

Loftsprojektor skal sidde i loftet eller højt på væggen. Det vil typisk være med et ophæng, der er  skruet op i loftet eller ind i væggen eller et kamerastativ af en art, men der er mange andre  løsninger. Kablerne må ikke hænge ned fra projektoren, så de trækker i den, så sæt dem fast til  ophænget med strips eller noget lignende. Loftsprojektorer er små og lette, så selv et let træk fra et  kabel, der hænger ned, kan få den til at flytte sig.  

UST-projektor 

UST-projektor skal stå på et bord, en reol, en hylde eller anden stabil overflade. Den skal enten  monteres i en holder, eller også skal du have en stak papirstykker til at skubbe ind under hjørnerne.  Det oprindelige loftsophæng til projektoren følger nogle gange med, og det kan som regel også stå  på bordet, men det er svært at indstille til vores brug, og det er oftest bedre at bruge projektoren  uden. Har du husket at nulstille projektoren, hvis den er købt brugt?  

Se den video, der passer til dit setup – den er på amerikansk, hvis du har svært ved at forstå hende,  så slå lyden fra og se, hvad hun gør i stedet.  

Hvis du har en holder på justerbare ben: https://youtu.be/p_KEh9UdOK0

Hvis du vil kalibrere med papirstykker: https://youtu.be/gMtDHnqplaY

Der er videoer på dansk på onlineuniverset Projektorsyning med Anne https://www.patreon.com/projektorsyning

Fysisk kalibrering – hvordan gør man 

Når vi taler om at kalibrere en syprojektor fysisk, handler det om to ting: 

1) Vinkelret: At få billedet vinkelret ned på arbejdsfladen (typisk en skæremåtte) – hjørnerne  skal være 90 grader, så firkanterne er firkantede og ikke romber eller trapezer.  

2) Størrelse: At få fundet ud af, hvor meget billedet skal zoomes ind eller ud for at billedet  bliver målfast. Det betyder, at hvis en figur i en pdf er 60x40cm, så skal visningen af den på  bordet også være 60x40cm. Hvor meget, der skal zoomes ind eller ud, benævnes med er et  tal, og det tal er zoomprocenten, som man taster ind i sin pdf-viser-program på computeren,  typisk Adobe. (Med en telefon/tablet zoomer man på en anden måde.) 

Der er altså to processer i det, og man skifter lidt frem og tilbage. Tænk på det som en indsnævring  – man starter med nogenlunde rigtig zoom, så gør man den nogenlunde vinkelret, så lidt nærmere  korrekt zoom, så mere vinkelret.  

Det handler om at få afstanden mellem bordet og hvert hjørne af projektoren korrekt. På samme  måde som et bord med fire ben – hvis de fire ben ikke er lige lange, eller gulvet er meget skævt, så  vipper bordet. Hvis et bord skal stå op ad, og gulvet er højere inde ved væggen, så skal de forreste  ben på en eller anden måde være længere end de bageste, ellers står bordet ikke lige. Jo længere  afstand, jo større billede, så hvis det ene hjørne på projektoren har længere afstand, så vil billedet i  det hjørne blive større.  

De fleste projektorer har mulighed for at rette på keystone. Det betyder, at projektoren digitalt kan  vride billedet, så en trapez bliver til en firkant med rette vinkler. Man skal dog gøre, hvad man kan  for at få den manuelt indstillet så godt som muligt og så kun bruge keystone-rettelse som sidste  finjustering, for det kan give uskarpe linjer.  

Når dine vinkler er rette og alle linjerne i kalibreringsarket er parallelle med linjerne på måtten, er  projektorens billede vinkelret på arbejdsfladen. Nu skal du finde den helt præcise zoomprocent. I  Adobe DC retter du zoomprocent med Ctrl-Y og går i fuld skærm med Ctrl-L. Du skal altid  kalibrere i fuld skærm, så du kan se så meget som muligt. Regn med, at du ender på et kommatal  med mindst 1 decimal, altså 34,7% eller 25,44%. Skriv din zoomprocent ned, så du kan huske den  og finde den, for du skal bruge den hver gang, du bruger projektoren.  

…. har du husket at skrive zoomprocenten ned? 

Vores mål 

Linjerne fra PDF’en falder nærmest præcist oven på linjerne på måtten, og intet er skævt. Denne  kalibrering er ret god.  

Vi går efter over 99% præcision, ovenstående er nærmest 100%. De 99% svarer cirka til, hvor  præcist et PDF-mønster er, når man er færdig med at printe, tape, (tegne af) og klippe ud. Det  betyder, at det må være en 1 cm skævhed hen over 1 meter, og det vil stadig være godt nok. De  fleste kommer over de 99%, men lad det være en påmindelse om, at næsten perfekt kan være rigtig  godt. Hvis der er et lille sted helt ude i et hjørne, der er lidt skævt enten pga. kalibreringen, bordet  eller skæremåtten, og resten er rigtig godt, kan du prøve at lægge noget pap eller papir under det  ujævne sted, så det bliver lige – eller også kan du lade være med at bruge det skæve sted på måtten.  

Hold altid øje med på den største firkant, du kan se inden for måtten. Det er altid den, vi kalibrerer  efter. Hvis den største passer, passer alle de mindre også. Det er langt nemmere at ramme mindst  99% korrekt ved en stor firkant end en lille. 

Kalibrering er en proces med frem-og-tilbage, så husk at have tålmodighed med dig selv.  

Når du har kalibreret og har korrekt zoomprocent på din skæremåtte, så skal du huske, at  zoomprocenten passer til dit setup inkl. måtte. Hvis du fjerner måtten, så ”rejser” lyset længere, og  billedet bliver større. Hvis du skal bruge billedet på bordet uden måtten, skal du måle med  målebånd og finde den rigtige (lavere) zoomprocent. Tjek stadig vinklen på de største firkanter ved  at flytte måtten rundt. 


Kalibreringsarket 

Her er en skitse over kalibreringsarket.  

Tænd projektoren og få den til at vise kalibreringsarket. Tag forsigtigt fat i projektoren og tip den,  til firkanterne har nogenlunde 90 graders-hjørner. Læg mærke til, hvor du skal løfte eller dreje mest. Det er der, du skal justere mest. Læg skæremåtten, så den ikke hænger ud over kanten af bordet. Det er smart, hvis du kan flytte lidt med måtten hele tiden, for billedet flytter sig, hver gang du ændrer  på projektoren. Hvis du mangler overblik, så kravl op på en stol og se det ovenfra, tag evt. et  billede. 

Den røde streg, der går fra projektoren og ud, er her markeret med en cirkel. Den er dit  udgangspunkt, når du ændrer. Hold ALTID øje med, at den følger en streg midt på måtten. Når den streg hele tiden er din akse, kan du nemmere se, hvad du skal ændre ude i siderne. Hver gang, du har rettet på projektoren, skal du rette måtten  (eller projektoren), så den røde linje følger en  lodret streg på måtten. Hvis du har en UST-projektor, kan det være en fordel at få en af de lange sorte streger (altså en langside på en firkant, stregen mellem 1 og 2) nærmest projektoren til at passe først og så arbejde ud fra den. 

De sorte firkanter skal passe med ternene på måtten, og de røde linjer bruges til at se, om noget  drejer skævt eller om bordpladen er skæv. Hvis de røde streger buer eller langsomt løber skråt til en  af siderne, er det et hint om, at noget er skævt. Brug dem til at få overblik over hele dit  arbejdsområde.  

Hvis du kigger på billedet af den næsten perfekte  kalibrering, kan du se ude i siderne, at de røde streger buer lidt opad – det er tegn på, at bordet ikke er helt  fladt, formentlig er det lidt lavere på midten end i  siderne. Hvis måtten og arbejdsfladen var større, var  det nok nødvendigt at gøre noget ved, med eftersom  den største firkant på måtten 60x80cm er over 99%  og stregerne kun afviger 1-2mm (hen over 60 cm, så  det er stadig under 1%), så gør det ikke noget.  Hvis du vil teste dit eget bord, tjek det efter med et  vaterpas forskellige steder på bordet. 

Eksempler på skævheder, og hvad man gør 

Du kan se flere billeder med eksempler på skæve projektioner i pkt. 5 i den engelske guide:  https://bit.ly/ProjectorCalibration 

Når man skal ændre afstanden ved en loftsprojektor, der sidder i f.eks. et ophæng med en kugle, så  skal man løsne kuglen og lirke med projektoren. Det er nemmest at være to til det.  

Når man skal ændre afstanden ved en UST-projektor, skal man enten lægge papir ind under det  hjørne, der skal have mere afstand og fjerne papir, hvis der skal mindre afstand. Andre har også held med fast pap (ikke bølgepap) og kiler. Hvis man har en holder med justerbare ben, skruer man på  benene, så de flytter holderen enten op eller ned. På en UST-projektor er det typisk nemmere at rette på de hjørner længst væk fra projektoren, altså 3 og 4.  

Stregtegningerne her har ikke de røde streger, de er udeladt for overskuelighedens skyld. De er med på Dan Oens illustration, som der linkes til nederst.  

Det er det her, vi skal have! Her er alt vinkelret.  Her ser vi skæremåtte med billede og projektor  ovenfra. Vigtigt at huske: Set ovenfra.  Tegningerne gælder både loftsprojektor eller  UST-projektor. Hjørne 1 på projektoren svarer  hjørne 1 på billedet på skæremåtten. 
Her er afstanden mellem hjørnerne 3 og 4 større  end afstanden mellem 1 og 2. Jo større afstand,  jo større billede.  Hvis man måler fra den lodrette røde streg, vil  der også være længere mellem den og hjørne 4  end mellem den og hjørne 2, lige som der vil  være længere mellem den vandrette røde streg  og linje 3-4 end mellem den og linje 1-2.  

Afstanden skal gøres kortere mellem bord og projektorhjørnerne 3 og 4 eller øges mellem bord og projektorhjørnerne 1 og 2. 

Her er afstanden mellem hjørnerne 1 og 2 større  end afstanden mellem 3 og 4.  Hvis man måler fra den lodrette røde streg, vil  der også være længere mellem den og hjørne 2  end mellem den og hjørne 4, lige som der vil  være længere mellem den vandrette røde streg  og linje 1-2 end mellem den og linje 3-4. Jo  større afstand, jo større billede.  Afstanden skal gøres kortere mellem bord og  projektorhjørnerne 1 og 2 eller øges mellem bord og projektorhjørnerne 3 og 4. 
Her er afstanden mellem hjørnerne 2 og 4 større end afstanden mellem 1 og 3. Hvis man måler fra den lodrette røde streg, vil der også være længere mellem den og linje 2-4  end mellem den og linje 1-3. Jo større afstand, jo større billede. 

Afstanden skal gøres kortere mellem bord og projektorhjørnerne 2 og 4 eller øges mellem bord og projektorhjørnerne 1 og 3. 
Her er afstanden mellem hjørnerne 2 og 4 mindre end afstanden mellem 1 og 3. Hvis man måler fra den lodrette røde streg, vil der også være længere mellem den og linje 1-3 end mellem den og linje 2-4. Jo større afstand, jo større billede. 

Afstanden skal øges mellem bord og projektorhjørnerne 2 og 4 eller gøres kortere mellem bord og projektorhjørnerne 1 og 3.


Her er det kun galt med hjørne 4. Der er ikke lang nok afstand mellem bord og projektorhjørne 4.  Afstanden skal øges mellem projektorhjørne 4 og bord.

Den STORE illustration fra Dan Oen / Projectors for Sewing 

Vi har fået lov at låne illustrationen fra Projectors for Sewing. Den viser nogle af de samme  problemer som ovenfor, men med højere detaljegrad og flere ”blandede” problemer. Se den danske oversættelse øverst på siden her.

Her er den engelske original, hvis du hellere vil bruge den:  

https://drive.google.com/file/d/1OkOOAN7ga1mI8k7UB-3lL-rU6WN76TA6/view?usp=shar

Fejlsøgning 
Der kan være forskellige udfordringer. Fysiske udfordringer (bordet er ikke plant, gulvet er skævt,  bordpladen består af forskellige plader) eller tekniske udfordringer (aspect ratio-problemer, problemer med computer eller projektoren). Langt de fleste kan løses eller arbejdes rundt om.  

Hvis du prøver at kalibrere med ChromeCast eller andre trådløse løsninger, og du har et billede men ikke lykkes med kalibrering, så prøv et kabel.  

Hvis du bruger et hæve/sænke-bord, og projektoren står på noget andet end bordet, så vær opmærksom på, at nogle motorer ikke følges helt ad, så bordet måske er lige i bundposition men lidt skævt i topposition.  

Hvis du har projektor på en hylde på væggen, og bordet står på gulvet, så vær opmærksom på, at både væggen og gulvet kan være skævt i forhold til hinanden.

Aspect ratio-problem
Hvis et kvadrat (20x20cm) er et rektangel (altså aflangt), og hjørnerne er 90 grader (og projektoren dermed står eller hægner lige), så kan det være et aspect ratio-problem, og det betyder, at forholdet mellem højde og bredde på billedet er forkert. Projektoren viser billedet anderledes, end computeren har sendt det, og så bliver billedet strakt ud. Tænk på det, som hvis du har lavet en pizza på 30×40 cm med perfekt afstand mellem alle pølserne, og så er pladen 35x35cm – så for at kunne få den på pladen er du nødt til skubbe sammen på den ene led og trække lidt i den på den anden led, og så er der ikke længere perfekt afstand mellem pølserne. Det er det, der sker, når aspect ratio bliver forstyrret.

Det kan ske, hvis du har rodet med automatisk kalibrering, automatisk keystone, automatisk corner correction eller lignende på projektoren. Start med at nulstille projektoren, så du er sikker på, at du starter fra nul. Du kan formentlig rette bittesmå ujævnheder med corner correction til sidst, men du kan ikke kun bruge det.

De følgende skærmbilleder er fra Windows. Hvis du dublerer dit skærmbillede (altså når billedet på skærmen på computeren er det samme på projektoren), så tvinger du projektoren til at bruge opløsningen fra computeren, og det kan give problemer. Prøv i stedet at udvide skrivebordet (på Windows) og lade projektoren være anden halvdel af dit skrivebord. Du kommer ind til indstillingerne ved at højreklikke på skrivebordet og vælge Skærmindstillinger. Så kommer du ind til dette billede:

Hvis det ser sådan her ud, så dublerer du skærm og tvinger projektoren (2) til at køre samme opløsning som computerens (1) skærm. Tryk først på Identificér og lad den søge selv. Tryk på drop down længst til højre, det ser sådan her ud:

Hvis du vælger Udvid skærmene, så vil den udvide dit skrivebord og projektoren vil blive skærm 2 på højre side af dit oprindelige skrivebord, så du kan trække mus og programmer fra skærm 1 til skærm 2.

Man løser næsten alle aspect ratio-problemer ved at lade projektoren selv styre det og lade den være skærm 2.

Her ses udvidede skærme på en computer, hvor computerens skærm (skærm 1) er mindre i opløsning end projektoren (skærm 2):

Når man har sat det op, kan man nemt tilgå Dublér og Udvid ved at trykke Windowstast + P:

Læs mere om det i nedenstående ”Setup and Calibration Guide”.  

Hvis du løber ind i problemer, der ikke er dækket af denne vejledning, så tjek ”Setup and Calibration guide” fra den internationale gruppe Projektors for Sewing:  

https://bit.ly/ProjectorCalibration

Du kan også søge hjælp i den danske Facebookgruppe. Post et billede af din skæremåtte lige ovenfra og ned og fortæl, hvilken projektor du har, og hvad problemet er. Spørg om hjælp, hvis det driller – vi hjælper gerne! (Og der er ingen dumme spørgsmål!)

Facebookgruppen: https://www.facebook.com/groups/syprojektor