Hvad er det her? 2025
Kom med på syprojektor-luksusweekend, hvor vi ikke skal andet end at sy, projektornørde og hygge. Du skal ikke lave mad, for den bliver serveret for os, og du kan sove i en dejlig seng på eneværelse med eget bad. Vi skal være på DBUs kursushotel i Tilst i Aarhus.
Louise fra engang Det Lille Stofhus og Anne Lindholt fra syprojektorgruppen på Facebook arrangerer en syweekend med fuld forplejning, overnatning i eneværelser og ”sy, til du segner”, som vi ikke er blege for at kalde en luksussyweekend. Der er 16 pladser. Der vil være fokus på projektorsyning, men du må også gerne bare komme og sy og hygge dig.
Vi starter fredag d. 24. oktober kl. 12:00 og slutter søndag d. 26. oktober kl. 14:00. Prisen er 3300,-, og første rate på 1800,- skal betales senest 1. april og anden rate på 1500,- senest 1. september. Det er ikke muligt at få det billigere ved at sove hjemme, dele værelse eller lade være med at spise med – det er en enhedspris. (Prisen er højere end sidst, fordi opholdet er blevet dyrere, og Nikki er der hele weekenden i stedet for kun lørdag.)
Anne og Nikki vil være der alle dage til at hjælpe med projektor, programmer og mønstre.
Det særlige ved denne syweekend er, at der er mulighed for at lære en masse om at bruge en projektor til dit syarbejde. I løbet af weekenden vil der være små oplæg, så vi kommer til at gennemgå opsætning af projektoren, brugen af projektoren og computerprogrammerne til at vise og ændre mønstre. Der er opgaver til at lære programmerne at kende, vi har projektorer med, og der vil være hjælp i løbet af dagene, så der er fuld plade på viden om syprojektorer og projektorsyning, og du kan arbejde med dine egne ting i timevis og få hjælp til det undervejs.
Vi er klar over, at nogle af jer har været med før, så vi laver forskellige opgaver, så der stadig vil være noget, I ikke har set før.
Hvis din egen projektor står velkalibreret og skruet fast derhjemme, så lad den endelig står – og hvis du ikke har købt en endnu og ikke helt ved, hvad du vil have, så har vi en, du kan låne.
Kort sagt: Du har alle muligheder for at nørde igennem med projektor, men hvis du ikke vil det, giver du den gas ved symaskinen og hygger dig – eller en blanding, der er plads til begge dele. Vi har et stort og et lidt mindre lokale lige over for hinanden, og vi fordeler i forhold til tilmeldingerne.
Vi må gerne selv tage sodavand og slik med. Der er mulighed for særlige madhensyn.
Lokationen er DBU Hotel & Kursuscenter, Kileparken 27, 8381 Tilst. Vi har alle mødelokalerne i den ene ende af bygningen, men der kan være andre udefra i de andre hotelværelser, så vi kan møde andre end os selv ved spisetid og sengetid i den anden ende af bygningen. Der er gratis parkering og rampe op til hoveddøren. Der er trapper ned til spisesal og værelser, men ikke fra hoveddøren og hen til mødelokalerne, så der kan man lige trille eller bære sine ting ind. Vi har Bilka og Stof og Stil lige i nærheden.
Spørgsmål, bekymringer eller andet? Skriv til Anne Lindholt eller Louise Holme Hansen. Vi glæder os!
Meld dig ind her for at høre mere og melde dig til: https://www.facebook.com/groups/syprojektorweekend
Det med småt:
Vi kan ikke give penge tilbage, hvis du er forhindret, men vi kan prøve at hjælpe med at sælge billetten, hvis du vil have det.

Seneste kommentarer